23948sdkhjf

Nu kan kiosker og værtshuse tvinges til digitale kasseapparater

I en ny lov kan udsatte brancher tvinges til at bruge nyt kasseapparat, der skal mindske sorte penge og snyd.

Med en ny lov, der har været på vej mere end et år, kan kiosker, værtshuse, diskoteker og andre steder, hvor der traditionelt er problemer med sort arbejde og sorte penge, tvinges til at bruge digitale kasseapparater.

Loven er vedtaget torsdag i Folketinget. Det oplyser Skatteministeriet.

- I et velfærdssamfund, som det vi har i Danmark, er det helt afgørende, at alle betaler den skat, de skal. Vi skal gøre det nemt for alle dem, der gerne vil følge reglerne, men vi skal omvendt gøre det svært for dem, der ikke spiller efter reglerne.

- Og der, hvor nogle bevidst fifler med regnskabet, skal vi sætte ind. Derfor ser jeg frem til, at det her værktøj kan tages i brug, skriver skatteminister Morten Bødskov (S) om den nye lov.

De digitale kasseapparater, eller salgsregistreringssystemer, vil gøre det betydeligt lettere for Skatteforvaltningen at kontrollere virksomheder, hvor der er mistanke om, at der bliver arbejdet sort eller snydt med moms og skat.

Ifølge ministeriet vil omkring 12.500 virksomheder inden for fire særligt risikable brancher blive pålagt at bruge de nye systemer.

De nye systemer forventes at kunne købes fra 2021, og virksomhederne skal senest 1. januar 2024 have anskaffet sig dem.

Loven blev allerede præsenteret som politisk aftale i slutningen af 2018 af daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V).

- I dele af restaurationsbranchen og i en række andre udvalgte brancher er der store problemer med betale den rigtige skat og moms.

- Derfor er der enighed om at pålægge virksomhederne at bruge et digitalt salgsregistreringssystem, som vil gøre det sværere at snyde, sagde Karsten Lauritzen.

Dengang oplyste Skatteministeriet, at der blev fundet bevidste fejl med skat og moms hos 34 procent af caféer, værtshuse og diskoteker samt hos 31 procent af pizzeriaer, grillbarer og så videre.

- Der er mange ting, som vi og de andre partier i Folketinget kan være uenige om. Men at man skal drive sin forretning på lovlig vis, er heldigvis ikke en af de ting, skriver Morten Bødskov torsdag.

Forslaget blev vedtaget af alle partier i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige, der stemte imod.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078